Dagens vigtigste morgenmad - eller hvad

Dagens vigtigste måltid er slet ikke morgenmad. Dagens vigtigste måltid er det, du har brug for, i forhold til hvornår du er sulten, og hvad du skal lave. Ofte spiser jeg slet ikke morgenmad; jeg er først sulten op ad formiddagen.

Nå, nok om det. I weekender og ferier spiser jeg morgenmad, for der kan familien samles omkring det. Det er en god start på dagen, det er hyggeligt.

I mange år har det ikke været nødvendigt for mig at bage brød, for jeg har vitterligt skraldet frisk brød hver eneste dag. Hver dag modtager butikken nyt bagerbrød. Hver aften smider de det ud i en klar sæk, kun med andet bagerbrød.

Her er en typisk skraldet morgenmad – intet af det her har kostet noget som helst. Bevares, det svinger, hvor meget du har fundet gratis. Men denne her var gratis hele vejen rundt.

Skyr med blåbær

Nogle af bærrene i pakken er splattede, enkelte har mug ved stilken. Derfor er hele pakken røget ud. Skyr er gået på dato (det er jo tosset dyrt!), men al yoghurt kan holde sig mindst en måned over dato. Du er ikke i tvivl, når mælkeprodukterne bliver dårlige.

Brød med smør og ost

Groft franskbrød. Plantebaseret smør – det svinger meget, hvad man skralder. Og der findes tit mange pakker på én gang. Denne gang var det smørbart vegansk halløj – det smager fint. Man kan også stege i det. Osten var modnet, den havde noget smag. Mange oste smides ud på dato eller på grund af en mindre mugplet. Det mug skæres bare væk – der er folk, der betaler store summer for at have ost fuld af mug (jeg begriber det ikke).

Multifrugtjuice

Ikke noget fancy. Plastiklåget var slået af, så den var røget ud.

Kaffe

Det hænder, at der er masser af kaffe, gerne de helt dyre mærker (som jo er alle nu om dage). Jeg har en kaffekværn, når jeg finder hele bønner. Rekorden er at finde 52 kg (hundredvis af poser) på én gang.

Appelsin

Frugt og grøntsager smides der så meget ud af. Citrusfrugter i net, især økologiske, ryger ud. Én af frugterne har slået sig eller er dårlig – hele nettet ryger ud.



Kommentarer

Populære opslag